Naturoplevelser på Lolland
Fokus på naturen på og omkring Lolland.
Der er rige muligheder for at få gode naturoplevelser på Lolland. Nakskov Fjord og Maribosøerne er de største naturområder.
Der er også mange andre steder, hvor man kan gå eller cykle ture og få naturoplevelser på alle årstider, f.eks:
- Albuen - strand og krumodde
- Christianssæde Skov
- Frederiksdal - park og strand
- Hyllekrog-Saksfjed
- Krenkerup (Kosteskoven og Haveskoven)
- Merritskov
- Reventlowparken
- Skejten
- Theophiliskoven og Vesterborg Sø
- Vindeholme Skov og Kongeskoven
- Æbleøerne (Fejø, Femø, Askø og Lilleø)
- Østersøruten
Nakskov Fjord
Naturpark Nakskov Fjord er Danmarks ørigeste fjord.
I Nakskov Fjord ligger 10 mindre øer og holme, hvoraf de største er Enehøje, Vejlø og Slotø.
Enehøje er med 97 hektar den største ø i fjorden og har været beboet siden 1500-tallet. Den er mest kendt fra perioden 1926-1940, da polarforskeren og forfatteren Peter Freuchen ejede øen.
Fjorden har tidligere været væsentlig større, og der var endnu flere øer, hvilket navne som f.eks. Stensø, Store og Lille Vejlø, Bogø, Ydø og Langø vidner om.
Efter stormfloden 1872 blev store dele af den oprindelige fjord inddæmmet, og den fik sin nuværende størrelse på omkring 55 km², hvilket var næsten en halvering.
Indrefjorden
Indrefjorden var oprindelig en del af fjorden, men samtidig med de store digebyggerier, blev der bygget sluse ved Nybro. Det nuværende udseende med bassiner og mange stier skyldes dog sukkerfabrikken, der fik tilladelse til at bruge vandet til roevask mod at anlægge stierne og tilplante området.
Maribosøerne
Danmarks største ferskvandssystemer.
Maribosøerne består af de fire søer - Søndersø, Røgbølle Sø, Hejrede Sø, Nørresø - samt det omkringliggende opland.
Søndersø er den største af søerne og Danmarks 8. største sø. Den er tillige den sø i Danmark, der har flest øer. Der er 13 regulære øer samt nogle holme. Den største af øerne er Borgø, som også er den eneste af øerne i Søndersø, der har været beboet i nyere tid. Mange af de mindre øer er meget vigtige ynglefuglelokaliteter.
Røgbølle Sø er den næststørste sø, derefter kommer Hejrede sø og Nørresø. Søerne er forbundet med hinanden. Der er afvanding fra Nørresø via Hunsåen, der løber gennem Knuthenborg Park og videre ud i Smålandshavet.
Langt størsteparten af søerne og oplandet er privat ejede. Godserne Søholt, Engestofte og Knuthenborg er blandt de største lodsejere. Lolland Kommune ejer øerne Hestø, Fruerø og Præstø i Søndersø, og der er offentlig adgang til de tre øer.