Lensgreve og politiker
C. D. F. Reventlow var en af hovedkræfterne bag de store reformer af landbrug, skole og skovdrift.
Christian Ditlev Frederik Reventlow blev født d. 11. marts 1748 som ældste søn af gehejmeråd Christian Ditlev Reventlow (1710-1775) og dennes hustru Johanne Sophie Frederikke baronesse von Bothmer (1718-1754).
Hans far var en af Danmarks allerstørste godsejere. Som ældste søn arvede C. D. F. Frederik allerede som 27-årig de fem lollandske godser Christianssæde, Aalstrup, Lungholm, Pederstrup og Skelstofte.
C.D.F. Reventlow blev foruden godsejer også en politiker med stor indflydelse, herunder en årrække som gehejmestatsminister . Han var en af hovedmændene bag ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Fra 1789 var han ledende medlem af den skolekommission, der forberedte 1814-skoleloven, og medvirkede aktivt i oprettelsen af lærerseminarier. Indenfor skovdrift var han foregangsmand og initiativtager til fredskovsforordningen af 1805.
På sine egne godser praktiserede Reventlow sine politiske ideer længe før de blev til love – han oprettede skoler, afløste hoveri og indførte moderne driftsmetoder.
Senere trak Reventlow sig tilbage til sine godser på Lolland, Christianssæde og Pederstrup. Fra 1813 til 1822 ombyggede han hovedgården med arkitekt C.F. Hansen.
C.D.F. Reventlow døde d. 11. oktober 1827 på Christianssæde, Maribo. Han blev efterfølgende hædret for at kæmpe for folkets frihed, og for at sætte landboreformerne i gang.