Åbne biblioteker

Om benyttelse af bibliotekerne i de selvbetjente åbningstider.

Hvad er Åbne biblioteker?

De tre biblioteker i Lolland Kommune har de samme selvbetjente åbningstider.

Der er selvbetjent åbningstid alle ugens dage kl. 07 - 22

I den betjente åbningstid er der personale tilstede, som kan hjælpe dig. Det er der ikke altid i den selvbetjente åbningstid.

I den selvbetjente åbningstid kan du benytte bibliotekets pc'er med adgang til internettet. Der er også trådløst internet, som kan benyttes efter de gældende regler. Bibliotekerne kan ligeledes bruges som studieplads, til møder m.v. Hvis du er registreret som bruger på biblioteket kan du låne og aflevere på selvbetjeningsautomaterne.

Hvem kan få adgang?

Du skal være registreret som bruger på biblioteket for at få adgang til biblioteket uden for den normale åbningstid.

Hvordan kommer jeg ind?

I den selvbetjente åbningstid skal du benytte bibliotekets hovedindgang. Her sidder et tastatur, hvor du skal scanne dit gule sundhedskort. Herefter låser døren op, og du kan gå ind. Lyset tændes automatisk.

Vær opmærksom på, at vi registrerer, hvem der lukker sig ind!

Tag ikke andre med ind, som du ikke kender.

Forlad biblioteket inden lukketid og alarmen sættes i gang

Hvis du opholder dig på biblioteket om aftenen, så husk at forlade stedet inden kl. 22.00. Der vil være talevarslinger fra 15 minutter før lukketid. Hvis ikke du når ud i tide, udløser du alarm. Lyset og alle maskiner slukker automatisk.

Videoovervågning

Biblioteket er videoovervåget, dels af hensyn til brugernes tryghed, dels for at beskytte biblioteket. Optagelserne behandles i henhold til gældende lovgivning.

Pas godt på dit bibliotek. Hærværk og tyveri meldes til politiet og medfører krav om erstatning.

Hvad kan man ikke i den selvbetjente åbningstid?

Der er ikke adgang til materialer i magasinet, herunder ældre aviser og tidsskrifter. Ønsker du bøger eller tidsskrifter fra magasinet, så bestil dem i god tid, så vi kan finde dem frem til dig. Ældre aviser kan kun benyttes i den betjente åbningstid. På søn- og helligdage bliver dagens aviser ikke lagt frem.

Personale i den selvbetjente åbningstid

Du kan møde personale på biblioteket i den selvbetjente åbningstid, særlig om formiddagen i tidsrummet kl. 07.00 - 10.00. Du må gerne spørge os, hvis du får problemer. Vi hjælper dig, hvis der er tekniske problemer med computerne m.v. Vi leder dig også gerne på rette vej, hvis du ikke kan finde rundt. Betaling af bøder kan kun ske i åbningstiden med betjening. Det samme gælder bestilling af bøger m.v. fra andre biblioteker.

Bemærk: Ved særlige lejligheder, eksempelvis systemopdateringer mv., kan der være begrænset adgang eller lukket på biblioteket i den selvbetjente åbningstid.

Åbne biblioteker - værd at vide 

Jeg vil aflevere

Du afleverer dine materialer på en af selvbetjeningsautomaterne. Følg instrukserne på skærmen. Det er bedst at aflevere et materiale ad gangen. Hvis der er reserveringer på det afleverede materiale, vil du nemlig blive bedt om at lægge det i reservationsboksen (som står lige ved siden af automaten) - så husk dette, inden du fortsætter.

Jeg vil låne

Du låner dine materialer på en af selvbetjeningsautomaterne. Følg instrukserne på skærmen. Husk at afslutte din ekspedition eventuelt med kvittering. Det er en god idé at kontrollere dine lån en gang imellem i vores base (lollandbib.dk). Så opdager du i tide, hvis der er sket fejl ved lån eller aflevering.

Afhentning af bestilte materialer

Hvis du har fået besked om, at der står et reserveret eller bestilt materiale klar til afhentning, har du samtidig fået oplyst et afhentningsnummer. Alle materialer, der er klar til afhentning, står i nummerorden på reolen med reserverede materialer. Når du har fundet dit materiale, skal du huske at låne det, før du tager det med hjem.

Jeg har et gebyr stående

Gebyret og erstatninger skal betales via "Mit Betalingsoverblik".