Arkitekt Einar Ørnsholt
Einar Ørnsholt satte som arkitekt sit præg på Nakskov med nyklassicistiske huse.
Einar Ørnsholt blev født i Århus 1887. Han blev døbt Adolph Ejnar Hansen, men han tog senere navneskift.
Han tog realeksamen 1902, blev murersvend 1905 og gik på Kunstakademiet fra 1907 indtil afgang 1917 med ansættelser hos forskellige arkitekter undervejs og sidst hos Johannes Magdahl Nielsen i Nakskov.
Det blev i Nakskov, at Einar Ørnsholt fik sin egen tegnestue, og han fik sat et markant præg på byen gennem årene med bl.a. station, bibliotek, præstegårde, etageejendomme, rækkehuse og talrige villaer. Han havde også opgaver andre steder og tegnede bl.a. de elleve stationsbygninger, der var på den nu nedlagte jernbanestrækning mellem Nakskov og Rødby.
Einar Ørnsholt døde 1978 i Nakskov.