NY BOG: Dengang jeg gik i skole

LollandBibliotekerne har udgivet ny bog i 2 bind med skoleerindringer fra Lolland og Falster.

Af Alfred Christensen

Efterlysningen af skoleerindringer blev indledt i februar 2024. Da de indkomne historier blev samlet efter deadline i september, havde de rundet 750 sider, og derfor er bogen endt med at blive i to bind. Omfanget skyldes ikke kun, at der er kommet mange bidrag, men mange af dem har gravet virkelig dybt i hukommelsen og fundet mange detaljer, som de villigt deler ud af.  

Det er langt fra alle skoler, der har eksisteret på Lolland og Falster, der har fået omtale i bogen, men med historier fra 80 forskellige skoler, er det blevet til et repræsentativt udsnit. De omtalte skoler ligger også pænt fordelt på det meste af Lolland, Falster og småøerne - fra de mindste til de største. De dækker desuden over en periode på næsten hundrede år. I vedlagte liste kan de se, hvilke skoler der er skrevet om.

Bogen kan købes på bibliotekerne samt hos de lokale boghandlere Bog & Idé i henholdsvis Nakskov, Maribo og Nykøbing F.  
Pris: 400,- kr.