
- Date
- Tid
- 10:00 - 16:00
- Bibliotek
- Nakskov Bibliotek
- Adresse
-
Søvej 8
4900 Nakskov
Danmark
Fredag d. 11. juli kl. 10.00 – 14.00 åbnes for bogsalg på Nakskov Bibliotek, som fortsætter resten af juli
Normalt afholder biblioteket kun bogsalg en gang om året, men bibliotekarerne er i øjeblikket ved at gennemgå bogsamlingen i magasinet. Her står de bøger, som ikke har det store udlån længere, men som alligevel er bevaret ud fra en forventning om, at der fra tid til anden fortsat kan komme forespørgsler på dem. Nogle bøger kan pludselig få fornyet interesse f.eks. i forbindelse med en filmatisering.
Alle bøger udgivet i Danmark vil til enhver tid kunne skaffes fra andre biblioteker enten centralbiblioteket i regionen eller fra Det Kongelige Bibliotek. På et tidspunkt giver det ikke længere mening fortsat at have bøgerne stående på mindre biblioteker. På Nakskov Bibliotek gennemgår vi lige nu en liste over alle bøgerne i magasinerne, som ikke har været udlånt inden for de sidste 10 år. Bøgerne bliver ikke automatisk kasseret, men hver enkelt bogtitel bliver vurderet. Vi vil fortsat beholde mange titler af de store klassiske forfattere. En del sjældne eksemplarer, som ikke længere findes på ret mange andre biblioteker i dag, sender vi til Depotbiblioteket på Det Kongelig Bibliotek. Men der kasseres også meget, som man nu får mulighed for at købe.
Bøgerne ved dette ekstraordinære bogsalg vil for en stor dels vedkommende være af ældre dato. Nogle af dem er endda mere end hundrede år gamle. Bogsalget kan således måske have særlig interesse for samlere og for dem, der elsker at have patinerede læderindbundne bøger stående i reolen.
Der vil blive kasseret bøger løbende i de kommende uger. Derfor vil der også jævnlig komme nye titler til salg, så det kan være en fordel at kigge forbi af flere omgange i juli, hvor bogsalget finder sted. Du finder de kasserede bøger på reoler i mødesalen. Der vil kun være åben til bogsalget i den betjente åbningstid.